Når vold i familier bliver social vold

Hvordan de familiære samværsformer bidrager til offerets psykiske nedbrydning

af Michael Dupont, antropolog

Udgivet i "Socialrådgiveren" nr.9 - 2013

Beretninger fra ofre for fysisk og psykisk vold giver os indblik i psykisk nedbrydende familieliv. Sådanne familieliv er præget af krænkers manipulerende adfærd, trusler og sanktioner. I mange tilfælde er der tale om miljøer, hvor enhver, der står i krænkers umiddelbare nærhed, må tilpasse sig brutale sociale vilkår for samvær for overhovedet at udholde krænkers personlighed og adfærd.     

    Når sådanne sociale vilkår bliver en naturlig del af familiens daglige samværsformer og indgår i familiens selvfortælling, udvikles der det, jeg betegner som social vold. Denne kollektivt baserede voldsform er omgærdet med tavshed og mystifikation: For vi berører her spørgsmålet om familiemedlemmers medansvar i opretholdelsen af de familieforhold, der har muliggjort krænkers vold mod offeret.     

    Med udgangspunkt i et antropologisk blik på dysfunktionelle familier skal jeg her give et bud på, hvordan den sociale vold fungerer. Jeg belyser, hvordan ethvert familiemedlem, der indlader sig på familiens sociale omgangsform, samtidig gør sig skyldig i social vold og dermed indirekte medansvarlig i den psykiske nedbrydning af offeret. 

Den kollektive håndtering af krænker 

Familier med forekomst af social kontrol, fysisk og psykisk vold lever i en hverdag, præget af daglig afrettelse, trusler, straf, overvågning af individer og mental ensretning med krænkers værdier og tankegang. Til grund for et sådant familiemiljø er krænkers manipulerende eller måske voldelig misbrug af familiemedlemmernes naturlige behov for social tilpasning til krænker.

   Misbruget er rettet mod familiemedlemmers tilknytning, tryghed og tillid til såvel hinanden som til krænker. De familieforhold, som enten overlagt eller ved uagtsomhed har muliggjort forekomst af fysisk og psykisk vold, er karakteriseret ved at krænkers misbrug kollektivt undertrykkes på en sådan måde, at alle vil stræbe mod at opretholde en problemfri hverdag for at undgå at mærke det følelsesmæssige misbrug.

For eksempel ses det hos ofre for social kontrol, fysisk vold eller incest, at der er tilbøjelighed til at prioritere et ”tåleligt” samkvem med krænker for at undgå dennes kritiske opmærksomhed og brutalitet, frem for at konfrontere sig med den smertefulde erkendelse af krænkers misbrug. Ubehaget ved krænkers adfærd kan være så ubærligt, at familien i fællesskab tabuiserer krænkers destruktive personlighed og måske ligefrem finder anledning til at forskønne krænkers personlighed. Herved udvikles en kollektiv benægtelse af krænkers brutalitet og misbrug, hvilket kan komme til udtryk selv ned i de små hverdagslige handle- og tænkemåder, hvormed man omgås hinanden i familien.

Ikke sjældent ses det, at ægtefæller, søskende og mere perifere familiemedlemmer har bistået i opretholdelsen af et sådant familieklima. Der er altså tale om gruppemekanismer, som kan være helt utydelige og forklæde sig i små, upåfaldende handlinger eller talemåder, som alle familiemedlemmer understøtter i deres daglige adfærd med hinanden.

    Sociologisk set er gruppemekanismer i almindelighed udtryk for normal socialisering eller tilpasning til familielivet. I dysfunktionelle familier bliver sådanne gruppemekanismer derimod destruktive: De disponerer alle familiemedlemmer til at afstå fra at selvstændiggøre sig og turde løsrive sig følelsesmæssigt fra familien. Gennem den destruktive sociale tilpasning eksponeres offeret altså for yderligere psykisk pres, udover den, der udgår fra krænker. 

Der synes nu ikke at være nogen vej tilbage. Enhver vil finde det mere naturligt at afrette de øvrige familiemedlemmer på baggrund af denne sociale forpligtelse til ”tåleligt” samkvem, frem for at gøre op med krænkers brutalitet og misbrug, der foranledigede tilvalget af ”tåleligt” samkvem. Netop af dén grund kan offeret opleve sådanne kollektive undgåelsesstrategier som et udtryk for familiens øgede hensyn til (eller favorisering af) krænkers person og adfærd til fordel for hensynet til at beskytte offeret mod krænkers voldelige adfærd, uanset om volden er skjult eller tydelig. I visse tilfælde vil man i incestuøse eller fysisk voldsramte familier se, at hele familien bistår i forskønnelsen af krænkers person i en grad, der får denne til at fremstå sympatisk og velfungerende.

Når undgåelsesstrategierne bliver til social vold

Over tid kan de kollektive undgåelsesstrategier bevirke, at synet på krænkers person og adfærd gradvist normaliseres: Jo mere det lykkes familien at dæmpe eller omgå krænkers kritiske opmærksomhed og vold, desto mindre vil disse sider hos krænker fylde i familiens bevidsthed. En meget manipulerende krænker vil udnytte den opnåede loyalitet til yderligere at dygtiggøre sig i en upåfaldende adfærd overfor omverdenen.

Med andre ord opbygger familiens undgåelsesstrategier et særligt socialt tilpasningskrav: For at såvel offeret som de øvrige familiemedlemmer overhovedet kan bevare en sidste rest af betydning og anerkendelse i det miljø, krænker har skabt, må enhver tilpasse sig de kollektive måder, hvorpå familien som gruppe normaliserer og måske ligefrem forherliger krænkers personlighed.   

    Denne udvikling af kollektive strategier tjener ikke kun til at afværge krænkers psykiske vold, men er ligefrem en videreførelse af denne vold: Over tid vil undgåelsesstrategierne omdannes til en alment accepteret grundpræmis for hverdagsligt samkvem internt i familien: Det tvinger den enkelte til at handle og tænke på netop denne måde for at bevare sit familiære tilhørsforhold og opnå anerkendelse fra sine nærmeste.

Er denne tilstand først nået, har familiemedlemmerne overtaget krænkers voldelige misbrug af det naturlige behov for tilpasning, tryghed og tillid: Der udvikles et selvregulerende system, hvor alle overvåger, afretter og i værste fald udleverer hinanden for at bevare tilhørsforholdet til familien, gensidig anerkendelse og opnå små privilegier såsom taletid, forkælelser eller visse friheder, som krænker har gjort efterstræbelsesværdige. Dette sker uden at familiemedlemmerne er bevidste om, at hele spillet om tilhørsforhold, anerkendelse og privilegier tjener til afværge krænkers vold og undgå den smertefulde erkendelse af krænkers faktiske personlighed. Det hverdagslige spil, vi ser her, bærer en anden kategori af vold, hvilket jeg betegner som social vold.

Et eksempel på denne sociale vold ses når offeret afslører krænkers overgreb. Her kan normaliseringen af krænkers adfærd direkte indebære, at familiens bagvedliggende, men uerkendte ubehag over krænker, vendes mod offeret selv: Man ser, hvordan familiemedlemmerne - netop for at bevare ideen om krænkers ufarlighed - enten vil banalisere, devaluere eller ligefrem sygeliggøre offerets traumatiske erfaringer. Offerets udsagn kan blive opfattet af familien som ”overdrivelser”, ”fejlantagelser” og ”løgne” om krænker eller i værste fald erklæres for vrangforestillinger, som kan betyde, at offeret helt ekskluderes fra sin familie.

Spørgsmålet om skyld og medansvar

Den sociale vold har altså vidtrækkende konsekvenser for både offeret og dennes nærmeste pårørende. Selv når fjernere familiemedlemmer og netværk i beskeden grad indgår i disse familiære betingelser for samvær og tolererer dem (vender det ”blinde øje til”), bliver de i princippet medskyldige i den sociale vold og dermed også medansvarlige i offerets psykiske nedbrydning.

For ønsket om at bevare et ”tåleligt” samkvem med krænker, indebærer uvilkårligt en tilsidesættelse af moralsk og etisk stillingtagen til krænkers faktiske personlighed og handlinger. Det betyder, at offeret svigtes som medmenneske, at offerets utilpashed ved sit familieliv mistolkes som umoden genstridighed og at offerets traumeoplevelser negligeres eller i værste fald at offeret forkastes.

   Efter min opfattelse betyder indsigten i den sociale vold og dets destruktive psykiske konsekvenser, at man nøje må genoverveje enhver tilskyndelse eller opfordring til fortsat omgang med krænker. 

- Til siden: Psykisk vold" -